|
|
Øl og andre drikkevarer |
|
|
Beviset på at tjekkisk øl er bedst: |
|
|
|
En Beagle kan ikke tage fejl ... |
Men lad os starte med tjekkisk vin. Et emne, der er
hurtigt overstået. Der laves glimrende hvidvin og
"champagne", Bohemia
Sekt, mens jeg ikke har smagt en rødvin, der var egnet
til menneskeføde. Denne side, Vindistrikter
i den tjekkisk republik, indeholder alt, der er værd
at vide om tjekkisk vin.
Er det ikke nok, kan man supplere med en slovakisk, Vínko.sk.
Pilsnerøl er den tjekkiske nationaldrik, og
det er ikke en tilfældighed, at en pilsner hedder - en pilsner.
Plzen er hovedsædet for det bedste indenfor tjekkisk
ølbrygning, men overalt i landet brygges øl, der
sætter den danske standardpilsner i relief som det
sekundaprodukt, det er. En pilsner burde brygges efter det tyske
Reinheitsgebot (fra 1516. Stadig et af de bedste tiltag til at sikre
forbrugerne et ordentligt produkt)! Hvilket man i stigende grad
forsynder sig imod - også i Tjekkiet!
Udover traditionelt pilsnerøl i forskellige
indbrygningsprocenter - og alkoholprocenter - producerer mange
bryggerier også mørkt øl (cerne pivo eller tmavy
pivo), der også er pilsnerøl, dog med ristet malt. Det
har en speciel lidt syrlig smag, som jeg sætter stor pris
på. Jeg kender også folk, der ikke vil drikke andet!
Desværre er det mere reglen end undtagelsen, at man ikke kan
få det som fadøl på restauranter og
værtshuse. Endnu har de tjekkiske bryggerier ikke fået
mod på at brygge overgæret øl, men det kommer vel
også en dag.
|
Da jeg begyndte at skrive denne side, var kvalitetsøl endnu
ikke blevet populært i Danmark. Det har heldigvis ændret
sig, og hos de bedre ølforhandlere er der nu flere tjekkiske
øl at vælge imellem.
Nedenfor er listet de tjekkiske bryggerier, jeg kender, der har egen website.
Vil du vide mere om den tjekkiske ølkultur er der mange sider
på Nettet, der beskæftiger sig med emnet. Jeg nævner
i flæng: |
|
En enkelt bemærkning: På tjekkisk øl er angivet en %, mest udbredt 10 og 12. Der er ingen direkte sammenhæng med alkoholprocenten, da det er et udtryk for andelen af tørstof anvendt til brygningen, men 10 % svarer ca. til lyst dansk øl, mens 12 % er alm. pilsnerstyrke (ca. 5 % vol.).
Bemærk, at mine udsagn om, hvilken mad øllet egner sig
til, oprindeligt er en sarkastisk kommentar til vinsnobberi.
Jeg begyndte at skrive dem i 1995, men er i den danske
ølrevolutions navn blevet overhalet i en grad, så
udsagnene nu også er en sarkastisk kommentar til ølsnobberi!

Avar
Avar er et bryggeri beliggende i Hlusic, der er en mindre by nord for Ostrava.
Bryggeriet har mig bekendt ét produkt på programmet, en
pilsner med en indbrygningsprocent på 12 og på trods
heraf er alkoholprocenten kun på 4,3. Pilsneren er ikke pasteuriseret.
På trods af den lave alkoholprocent smager pilsneren meget
forfriskende med et godt strejf af karamel. God som apperitif, men
også meget velegnet til stegt ost (Smazene syr), omelet og
vegetarretter i øvrigt.

Bernard
En standardpilsner med en ret anonym smag. Drik den til noget
ligeså anonymt, fx kalkun.
Dog laver de heldigvis også sort øl i flere udgaver,
hvoraf det ville være synd at indtage madd til den kraftigste!
På et værtshus i Plzen har
jeg set et anlæg med syv Bernard-haner.

Bohemia Regent
Bryggeriet ligger i Trebon og producerer glimrende øl. Jeg
foretrækker især den mørke, der nydes bedst til
lagret ost.
Du kan nyde den fra fad hos Café Svejk på Frederiksberg
(Se indledningen).

Budejovicky
Budvar, n.p. (Budweiser)
En dejlig øl, der ikke må
sammenlignes med den amerikanske fætter; det er synd for den
ægte, tjekkiske vare. Velegnet til lyst kød.

Cerná Hora
Kender jeg desværre intet til.

Chodovar
Jeg kender hverken bryggeriet eller produkterne.
Deteníce
Slot/herregård, der har eget
bryggeri. Jeg har - desværre - ikke besøgt det, så
jeg kender ikke brygget.

Eggenberg
Ceský Krumlovs bryggeri, der brygger en fin let pilsner. Den
gør sig specielt godt til fjerkræ.

Excelent
I den ellers ret anonyme by Rýmarov ca. 40 km nord for Olomouc
ligger dette bryggeri/hotel/restaurant.
Falder vejen forbi, så undlad ikke at tage indenfor og smage
på brygget, der er velegnet til hele menukortet. Specielt den
mørke (tmavý special) er velegnet til mad.
Man kan købe brygget i en passende størrelse på 5
l (hvis de da har tønder på lager!) og den første
tønde, jeg tog hul på, var tydeligt friskbrygget. Delikat!

Ferdinand
Brygges i Benesov og er lige så venlig som byen.
Gør sig glimrende til mørbrad.

Gambrinus
Klassisk tjekkisk bryggeri ligesom Urqell, der også ejer det -
og (for) mange andre tjekkiske bryggerier.
Premium (svetlý lezák) er en venlig øl til
snacks i godt selskab.

Holba
Bryggeri i Hanusovice, der ligger nord for Sumperk i Moravien. Jeg
kender beklageligvis ikke deres produkter.

Hostan
Bryggeri i Znojmo hvis produkter jeg ikke kender.

Jihlava
Jeg kender desværre ikke bryggeriet.

Krusovice
Bryggeriet laver glimrende produkter og især den mørke
øl er populær. Med rette.
Den er let og svagt syrlig, hvilket gør den velegnet til
stille meditation. Alkoholstyrken på kun 3,8% gør
også, at man snildt kan overtale sig selv til at snuppe en til.
![]()
Litovel
En forfriskende pils, der gør sig glimrende som
formiddagsøl til en pose chips.

Lobkowicz
Lobcowich er meget mere end et bryggeri, det er nærmere et
dynasti, der også producerer landets bedste Müller-Thurgau.
Tilbage til emnet! Jeg kender bryggeriets Knize, der er en fin
øl med en egen smag. Jeg anbefaler den til ikke for krydrede
retter med grisekød.

Louny
Øllet ser glimrende ud, men jeg kender det desværre ikke.

Náchod
Laver den øl, Primator, jeg forbinder med folkeligt tjekkisk
øl. Robust, gedigen og velegnet til kartoffelkager (Bramborarka).

Nová Paka
Endnu et bryggeri jeg desværre ikke kender.

Nymburk
Jeg kender desværre ikke bryggeriet.

Pardubice
Pardubice er sandsynligvis den tjekkiske by, jeg har opholdt mig mest
i, men alligevel kender jeg ikke bryggeriets produkter særlig godt.
Undtagelsen er en Porter, Porter 19%, der som navnet antyder har en
indbrygningsprocent på 19%. Alkoholprocenten er på 8.
Som stout betragtet er den i den meget lette ende, men den har et
fint karamelagtigt touch, der gør den velegnet til desserter.
Pivovarský
Dum
Pivovarský Dum, der ligger i Prag, er både bryggeri og restaurant.
Man kan købe retter tilberedt med øl, og jeg har
fået stedet anbefalet af en ægte ølentusiast,
så det er nok værd at besøge. Omvendt har en
ægte turist efterfølgende omtalt stedet som en
turistfælde, hvor service og betjening var nærmest ikke-eksisterende.

Plzensky
Prazdroj (Pilsner Urquell)
En af mine favoritter! Er med rette landets berømteste
pilsner. Har en dejlig fyldig smag med et bittert strejf. God til
gullasch og alt andet.
Bryggeriet brygger også Gambrinus, en lidt lettere pilsner, der
går fint til and, samt den lette "konsumøl",
Primus, der med sin lavere alkoholprocent (4,3 % vol.) er god til en håndmad.

Podkován
Jeg kender desværre ikke bryggeriet.

Policka
Policka er en by, der ligger midt på en linje trukket mellem
Pardubice og Brno.
Bryggeriet er åbent for besøgene og giver bl.a. mulighed
for at opleve, hvordan traditionel tjekkisk pilsner brygges. Jeg har
desværre aldrig smagt produkterne, men hvis de er lige så
gode som websiden er tiltalende, er der tale om noget pokkers godt øl!

Radegast
En glimrende typisk tjekkisk pilsner: Let og alligevel med en kraftig
bitter smag af god humle. Passende til kød og ost.

Staropramen
Deres klassiske øl er Premium Lager, der med sine 5 % vol. er
en typisk pilsner med en frisk smag. En rigtig god frokostøl.
Især skal de have ros for at have sendt øllet på
markedet i en handy plastikflaske med skruelåg. Den indeholder
65 cl.
Og ja, Staropramen har jeg har sågar set være
"trendy" på danske caféer.
Mere ros skal de også have: Kelt
er et fremragende og i tjekkisk sammenhæng innovativt bryg:
Det er en traditionel stout med lige den rigtige syrligt bitre smag,
der gør den så velegnet til blåskimmeloste. Ros
for at kunne lave et sådant bryg med så svag en
alkoholstyrke; den er kun 4,8% vol.
![]()
Svijany
Bryggeriet ligger i Svijany umiddelbart syd for Liberec.
Sortimentet omfatter en række forskellige øl fra
indbrygningsprocenter på 10 (4,0% vol.) til 15 (6,5% vol.).
Knize er fremragende til det traditionelle tjekkiske køkken,
et fladbanket stykke kød, der evt. er paneret.
U Fleku
Berømt værtshus og turistfælde i Prag.
Uagtet at det er den værste turistfælde, jeg kender i
byen, laver de noget glimrende mørkt øl, man som turist
bør føle sig forpligtet til at smage.
Øllet duer ikke til stedets alt for dyre mad, da du straks
efter at have drukket et krus er nødt til at styrte ud for
ikke at blive helt tosset! Vil du ikke også have Becherovka
eller andet til en uforskammet høj pris, så afvis det
bestemt, inden tjeneren lader det lande på bordet!

Velké Popovice
En god fyldig pilsner med en ukompliceret smag. Fruens foretrukne.
Geden på etiketten hedder Olda. Fremragende til pasta og pizza.
Bryggeriet laver også en glimrende mørk øl, der
især udmærker sig til den specielle ost fra Olomouc. Jeg
kender flere, der har netop denne mørke øl som deres
foretrukne humleprodukt.

Zatec
er endnu et bryggeri, hvis produkter jeg ikke kender.

Zlatopramen
Endnu en god gammel bekendt. Let og venlig øl, der passer fint
til frokosten.
Deres mørke øl med en indbrygningsprocent på 12
er uovertruffen.

Zubr
De laver bl.a. lyst øl i en handy 1,5l flaske, der passer
perfekt til en frokost bestående af sandwiches.
|
Becherovka - den
tjekkiske nationallikør Firmaet laver flere gode alkoholholdige drikke, der uretfærdigt nok ikke er særligt kendte udenfor landets grænser.
|
Fabrikken har et museum i Karlovy Vary. Stol ikke på de annoncerede åbningstider, men betragt dem som vejledende (egen erfaring). Den obligatoriske rundvisning er en klam fornemmelse, men smagsprøverne fejler ikke noget! Det er af en eller anden grund strengt forbudt at fotografere, hvad en tysk synder blev retledt om, da han forsøgte at efterligne mig. Moralen er: Sørg for at sakke bagud og vær den første, der trykker på aftrækkeren. |
Stock
Der bliver lavet en forbløffende mængde elendigt sprut i
Tjekkiet (som jeg ikke desto mindre hælder i mig med stor
fornøjelse, når jeg er i landet), men så findes
der også virksomheder som Stock, der producerer
kvalitetsprodukter. Det bedst kendte er Fernet Stock, en sød
bitter lidt a la Jägermeister. Den holder 40%. Kan man ikke lide
den søde smag, kan man alligevel med fordel købe lille
flaske, hvis man er i landet om sommeren: Den er en uovertruffen hvepsefanger.
Derudover satser Stock især på vodka og shots under
mærket Amundsen, men de producerer meget, meget andet, herunder
en tålelig slivovic.
|
|
R. Jelinek er
det firma, der laver den bedste tjekkiske slivovice (slovakisk
slivovica er bedre, men svært at finde i Tjekkiet). Jelineks produkter fås i enhver potraviny (købmand/supermarked). |
|